Vores søn på 10 tisser om natten
Hej, måske har I et godt råd til mig? Jeg er mor til en dreng på 10, som altid har tisset i sengen om natten. Historikken er: Vi har prøvet ringeapparat. Duede ikke - han vænnede sig til lyden og sov videre. (Han sover ualmindelig tungt og er umulig at vække) Desuden uhandy med ledninger alle vegne. Vi har efter meget bearbejdning af drengen OVERTALT ham til at gå med hen til lægen. (Han synes det er meget flovt) Her fik vi besked på at udfylde vandladningsskema. Det nægter min søn. Han er meget utryg ved alt nyt - og synes at tisse i en spand er meget underligt. Jeg har siden tigget og bedt lægen om at prøve medicinsk behandling, fordi der øjensynligt ikke er bivirkninger, men det vil hun ikke være med til. Drengens far havde samme problem - og hans blære er lille. Jeg vil gætte på, at min søns problem er det samme. Ofte skal han tisse NU og kan ikke vente. Så alt i alt: En dreng, der er frygtelig flov og ked af sit problem, men som ikke selv kan finde ud af at gøre noget aktivt ved problemet. Jeg vil gerne hjælpe, men kan ikke komme videre i systemet. Jeg ønsker jo bare for ham, at han kan komme over det. Har I et råd? Har I måske noget materiale, som i børnehøjde fortæller om problemet? En bekymret mor
Svar
Kære bekymrede mor.
Det er ofte sådan med børn, at de fatter tingene meget hurtigt, hvis blot de får det fortalt på en korrekt baggrund. Altså skal din dreng have ren besked om, hvad der sker i hans blære - både om dagen og om natten. En god forklaring løser ofte de problemer om, at det er pinligt - især når man får at vide, at der er mindst 50.000 andre børn i Danmark, der har samme problem.
Egentlig burde jeres læge have kunnet klare udredningen og forklaringerne. Det er helt nødvendigt at alle samarbejder - og at din dreng er motiveret, ellers nytter behandling ikke noget.
Der skal stilles en diagnose - ikke gættes. Men hvis din dreng er mere motiveret for at tage medicin (en lille smeltetablet om aftenen), så burde jeres læge forsøge dette, selvom der i første omgang uden et væske-vandladningsskema ikke er stillet en eksakt diagnose. Men det er lidt ligesom at bruge 50/50 - men din dreng tager ikke skade at at prøve. Husk at medicinen skal tages som en kur hver aften - ikke kun i weekender eller ved overnatninger hos familie og venner.
Det er mange gange en lettelse for både forældre og børn, at være velinformeret inden et lægebesøg. For børn er det trygt at vide, at der er muligheder for, at inkontinensen kan behandles - også selvom det tager lang tid og måske er lidt besværligt. Ringeapparatmetoden kan være bøvlet ind over de 12-16 uger behandlingen varer, men hvis diagnosen er en "lille" blære i forhold til den væskemængde, som barnets krop producerer under søvn - så er det den korrekte behandling. Som forældre må man op om natten og vække barnet, indtil "automatikken" slår til, så barnet selv vågner.
Hvis barnet producerer for lidt af det antidiuretiske hormon (ADH), så er medicinsk behandling eneste løsning.
Stort set alle børn, der leget og bevæger sig dagen lang, sover hårdt om natten - så ringeapparatet skal i starten passes af en voksen, der så kan hjælpe barnet på toilettet.
Kontinensforeningen har en rigtig god informationspakke, som både børn og voksne kan have glæde af at læse. Du er velkommen til at kontakte foreningen og få den sendt. Læs om informationspakkerne her på hjemmesiden.
De venligste hilsener - KONTINENSFORENINGEN