« Tilbage til oversigten

Afføringsinkontinens

Jeg har hele tiden afføring i bukserne. Jeg har fået det diagnosticeret som afføringsinkontinens. Jeg er i behandling, men jeg har brug for hjælp til billige og holdbare bleer. Kan I give et link til, hvor man kan læse om råd og tips til folk, der har svær afføringsinkontinens.

Svar

Kære Anonyme spørger.

Det hospital eller den klinik, hvor du er i behandling for din afføringsinkontinens, kan indstille dig til en blebevilling (gratis bleer via din kommune), hvis din inkontinens skønnes at være det, som man kalder en varig lidelse. Men lægen må vide allerede nu, om der er behandlingsmuligheder, så du kan blive kontinent for afføring igen.

I mellemtiden må du selv betale for bleer. Det er muligt at få tilsendt bleprøver fra forskellige firmaer, der har specielle bletyper til afføringsinkontinente patienter.

Her på Kontinensforeningens hjemmeside kan du dels læse om de informationspakker, som foreningen kan sende til dig, dels om de firmaer, der forhandler bleer. Kig under hhv. informationsmaterialer og produktinformation. Du kan kontakte foreningens kontor på info@kontinens.dk eller ringe og få tilsendt en informationspakke specielt om afføringsinkontinens. Du kan også kontakte bleproducenterne og få tilsendt en prøve på bleer specielt udviklet til afføringsinkontinens.

De venligste hilsener - KONTINENSFORENINGEN