Vandladning i sengen - hvad gør jeg?
jeg er 16 år jeg tror jeg er begyndt at tisse i sengen om natten nogle tegn på det ville være ønsket, kendetegn og hvordan man siger det til sine forældre
Svar
Kære Anonyme.
Hvis du som 16-årig har vandladning under søvn, skal du have undersøgt din urin. Du skal også være meget opmærksom på ikke at drikke ret meget om aftenen efter fx kl. 19.
Som du udtrykker det - med at du tror, at du tisser i sengen om natten - så er det ikke helt tydeligt. Men under alle omstændigheder kan du tale med dine forældre og din læge om det. Din læge vil bede dig om en urinprøve samt om, at du udfylder et væske-vandladningsskema ind over 3 almindelige dage. Skemaet kan du downloade fra www.kontinens.dk - om inkontinens - væskeskema.
Du vil hurtigt også selv blive klar over, hvad du drikker i løbet af dagen - og aftenen - og hvor meget du tisser dag/nat. Det vil give lægen et godt billede over, hvad der skal gøres og hvilken behandling du eventuelt vil have gavn af.
De venligste hilsener - KONTINENSFORENINGEN