« Tilbage til oversigten

Inkontinent for urin og afføring

Jeg er mor til en pige på snart 7 år. hun blev renlig da hun var knap 3, men siden har hun haft "uheld" med urin og afføring. (Aldrig om natten derimod kan hun stå op ind imellem 2 og 3 gange på en nat. Og der er ikke en dråbe i trusserne.) Der kan være perioder på en uges tid hvor der intet er, men så vender det tilbage. Hun beskriver, at hun når at dryppe lidt inden hun rigtigt mærker at hun skal tisse, og det samme med afføring. Det bekymrer hende, og hun er begyndt at kalde sig selv en gris, Jeg har forsøgt at tale med hende om at det er vigtigt at skifte så snart hun har været uheldig, da hun jo går i skole og børn er hårde ved hinanden. Som regel kommer hun bare og siger det så skifter vi og det er det. Min mand og jeg tænker ind imellem både modenhed og dovenskab. Hendes urin er undersøgt og hun har ikke hård mave. Ingen skynder på hende. Kan i hjælpe os Venlig hilsen

Svar

Kære spørger.

Jeres datter har det ikke godt med sin inkontinens - hun skal udredes, have stillet en diagnose og snarest have påbegyndt den korrekte behandling.

Børn er som udgangspunkt ikke dovne - og ingen børn tisser eller laver i bukserne med vilje - det er simpelthen en for ubehagelig situation for dem.

Det er oftest sådan, at børn, der har svært ved at styre afføringen er forstoppede (oppe i tarmen). Det kan, da signalerne fra hjernen og til blære og tarm ligger ganske tæt, have indflydelse på, at de ikke mærker, når de tisser eller har afføring, simpelthen fordi tarm og blære "kører helt deres eget signalsystem" - og først når det går galt, mærker barnet at bukserne er våde, eller at afføringen lugter.

Jeres datter er helt sikkert motiveret for at blive undersøgt og få behandlet sin inkontinens.

Jeg vil anbefale, at I får tilsendt den målrettede informationspakke, som Kontinensforeningen har med gode informationer om behandling af både urin- og afføringsinkontinens. Kontakt foreningen på info@kontinens.dk og opgiv jeres datters alder og hendes problem.

Informationerne giver mange gode oplysninger, som både I, jeres datter, hendes skole og SFO - samt jeres læge vil have glæde af. Der er også oplysninger om behandlingssteder med specialister i netop børneinkontinens.

De venligste hilsener - KONTINENSFORENINGEN