Referat af Generalforsamling 2011 samt Bestyrelsens Beretning
REFERAT AF GENERALFORSAMLING
Referat fra Kontinensforeningens ordinære generalforsamling torsdag, den 12. maj 2011,
kl. 17.00, Vesterbrogade 6 D, 5. sal, 1606 København V
Ad punkt 1. Valg af dirigent
Bjørn von Herbst blev valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet via medlemsbladet KontinensNyt, som blev udsendt uge 6 i 2011. Generalforsamlingen er således indvarslet efter vedtægternes bestemmelse med mindst 4 uges varsel.
Ad punkt 2. Valg af stemmetællere
Lise Andersen og Torben von Herbst blev valgt.
Ad punkt 3. Bestyrelsens beretning
Formand Lisbeth Andersen Freiberg fremlagde bestyrelsens årsberetning. Beretningen blev taget til efterretning.
Foreningens medlemmer kan rekvirere beretningen ved henvendelse til Kontinensforeningens kontor. Beretningen vil være tilgængelig på foreningens hjemmeside www.kontinens.dk
Ad punkt 4. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Foreningens statsautoriserede revisor Henning Ingemann Jensen, Ernst & Young, gennemgik sammen med bestyrelsen årsregnskabet for 2010.
Generalforsamlingen tog regnskabet til efterretning.
Ad punkt 5. Fastsættelse af medlemskontingent
Bestyrelsen havde stillet forslag til ændring af årskontingenterne for 2012 på grundlag af portoforhøjelser.
Ordinært medlemskab og familiemedlemskab ændres fra 250 kr. til 275 kr.
Klinik/institutionsmedlemskab ændres fra 700 kr. til 750 kr.
Årsabonnement på KontinensNyt 300 kr. til 350 kr.
Firmamedlemskab 3.000 kr. til 3.100 kr.
Generalforsamlingen godkendte ændringsforslaget og vedtog kontingentforhøjelserne gældende fra 2012.
Ad punkt 6. Behandling af indsendte forslag
Bestyrelsen foreslog følgende vedtægtsændringer:
§ 2 Formål
Foreningens formål er at støtte forskning, forebyggelse og oplysning om svigtende kontinens (inkontinens).
Foreslås ændret til:
§ 2 Formål
Foreningens formål er landsdækkende at virke for at bryde tabuet om inkontinens, at informere om forebyggelse og behandling af inkontinens, samt at støtte forskning om forebyggelse og behandling af inkontinens.
Generalforsamlingen godkendte og vedtog ændringsforslaget. Som følge heraf ændres Vedtægternes § 13, således fra
§ 13 Ikrafttrædelse
Vedtægter er trådt i kraft den 19. maj 1989 med ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 18. maj 1990, 15. april 1991, 29. april 1992, 21. april 1995, 27. april 1996, 12. april 1997, 7. maj 1999, 26. maj 2003, 4. april 2005, 24. april 2008
Til
§ 13 Ikrafttrædelse
Vedtægter er trådt i kraft den 19. maj 1989 med ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 18. maj 1990, 15. april 1991, 29. april 1992, 21. april 1995, 27. april 1996, 12. april 1997, 7. maj 1999, 26. maj 2003, 4. april 2005, 24. april 2008, 12. maj 2011.
Ad punkt 7. Valg af bestyrelse
Mette Bing indtrådte i 2010 i bestyrelsen, hvorfor hun er på valg for en 2-årig periode 2011-2013.
Lars Alling Møller er på valg for en 2-årig periode 2011-2013.
Begge bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt.
Herudover består bestyrelsen af Laila Ravnkilde Marlet der er valgt på et 2-årigt mandat 2010-2012. Lisbeth Andersen Freiberg, der er valgt på et 2-årigt mandat 2010-2012. Ulla Due der er valgt på et 2-årigt mandat for perioden 2009-2011. Torsten Sørensen er valgt som foreningens præsident for en 5-årig periode fra og med 1. august 2010.
Ad punkt 8. Valg af suppleanter
Ulla Kabbelgaard Hansen-Nord var på valg for en 1-årig periode.
Jette Henriksen var på valg for en 1-årig periode.
Begge suppleanter blev genvalgt.
Ad punkt 9. Valg af intern revisor
Advokat (H) Carsten Fentz blev genvalgt.
Ad punkt 10. Eventuelt
Lisbeth Freiberg takkede dirigenten for god og kompetent varetagelse af dirigenthvervet samt statsautoriseret revisor Henning Ingemann Jensen for saglig vejledning og bistand.
Referat v/Sekretariatschef Aase Randstoft
København, den 17. maj 2011
Dirigent Bjørn von Herbst
Bestyrelsens beretning ved Kontinensforeningens generalforsamling torsdag, den 12. maj 2011 i København.
Kontinensforeningens bestyrelse har siden generalforsamlingen i 2010 bestået af følgende bestyrelsesmedlemmer:
Formand Lisbeth Andersen Freiberg, næstformand Ulla Due, kasserer Laila Ravnkilde Marlet. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Lars Alling Møller og Mette Bing. Suppleanterne er Ulla Kabbelgaard og Jette Henriksen.
Torsten Sørensen er valgt til foreningens præsident og Aase Randstoft er ansat som sekretariatschef.
Bestyrelseslisten er offentliggjort på foreningens hjemmeside.
Bestyrelsen har i 2010 afholdt i alt 4 bestyrelsesmøder.
I foreningens medlemskartotek er der pr. dato registreret 2.737 aktive adresser, hvilket er en stigning på 189 sammenlignet med tallene fra sidste års beretning.
I 2010 blev der indmeldt 213 nye medlemmer.
WebButikken blev åbnet 1. november 2010. Det er nu muligt både at indmelde sig samt at købe informationspakker og –pjecer direkte via hjemmesiden.
En del af de personer, der i første omgang modtager informationspakker, vælger efterfølgende begrundet i høj faglighed og god rådgivning at støtte foreningen med et medlemskab. Ligeledes begrunder nye firmamedlemmer, institutioner, klinikker og fagfolk deres indmeldelse med den høje faglige kvalitet af både temaernes belysning i KontinensNyt og det store udvalg af informationspjecer om urin- og afføringsinkontinens skrevet til mænd, kvinder og børnefamilier.
Dette styrker bestyrelsens beslutning om at fastholde en høj faglig profil i alle skriftlige udgivelser samt informationerne på hjemmesiden www.kontinens.dk
Bestyrelsen besluttede i 2010 at lukke Inkontinenslinien, idet kun ganske få ringede til rådgivningen, og det var derfor økonomisk uholdbart at fortsætte med at have 12 kontinenssygeplejersker ansat.
I stedet har foreningen kunnet konstatere en fordobling af besøgene på hjemmesiden, der hele tiden bliver opgraderet med information, indlæg og artikler, der er temarelateret til hver udgivelse af KontinensNyt. Der er således et gennemsnitligt besøg på hjemmesiden på 3.500, hvoraf ca. 75% er nye besøgende. Og tallet er aflæst stigende her ind i starten af 2011.
Det nyeste tiltag af åbningen på Facebook, hvor foreningen hurtigt og nemt kan lægge nyheder og informationer ud til brugerne.
Foreningen takker alle sponsorerne og private fonde for midler og støtte til Inkontinenslinien i 2010 – samt til Kontinensforeningens generelle informationer i form af temamagasinet KontinensNyt og informationspjecerne.
KontinensNyts redaktion, de 2 tilknyttede freelancejournalister samt den grafiske ansvarshavende fra Punch Design opdaterer hele tiden bladets form og indhold, således at KontinensNyt i hver udgivelse fremstår i høj temamæssigt kvalitet.
I 2010 udgav foreningen 4 32-siders specialmagasiner med følgende temaer:
Neurologiske sygdomme og inkontinens
Børn, unge og inkontinens
Forskning og inkontinens
Samfundet og inkontinens
Alle landets praktiserende læger samt speciallægepraksis inden for gynækologi og urologi modtager gratis KontinensNyt ved hver udgivelse.
Kontinensforeningens genoptrykker og reviderer løbende alle informationspjecer. Pjecerne bruges i et stadigt stigende omfang vedlagt i informationspakkerne samt til uddeling via foreningens institutions- og klinikmedlemmer, hos læger og på landets hospitalsafdelinger, de nye sundhedscentre samt private og offentlige klinikker.
Informationsbogen ’Børn og Inkontinens’, er nu genoptrykt i 6. oplag, og er fortsat meget populær hos både børn, forældre, professionelle behandlere, børnehaver og skoler. Bogen ilægges også i børneinfopakkerne, der kan købes via foreningen og hjemmesiden.
Den stigende henvendelsesfrekvens af forældre, pædagoger og sundhedspersonale viser, at der er en meget stort behov for viden på feltet ’børneinkontinens-behandling’. Derfor var det en stor glæde, at en 45 minutters informations- og undervisningsfilm om urin- og afføringsinkontinens hos børn og unge i slutningen af 2010 kunne publiceres og lægges på hjemmesiden, så alle – familier og professionelle – kunne få faglige informationer og en større forståelse for, hvor vigtigt det er at agere, hjælpe og behandle børn og unge, der lider af inkontinens. Der skal lyde en stor og varm tak til filmens sponsorer - Sundhedsministeriet, OAK Foundation Denmark, Ferring Lægemidler A/S og Den Bøhmske Fond.
Kontinensforeningen har til dato produceret følgende 8 faglige informationspjecer: Afføringsinkontinens, Folkesygdommen man ikke taler om (urininkontinens), Mænd og Inkontinens, Sexualitet og Inkontinens, Stressinkontinens og bækkenbundstræning og Natlig vandladning hos voksne, Urgeinkontinens – den overaktive blære samt bogen Børn og Inkontinens.
Alle Kontinensforeningens informationer – skriftlige materialer og hjemmesiden – skrives og redigeres af specialister inden for inkontinens.
Bestyrelsen ønsker at takke alle firmaer, fonde, leverandører og privatpersoner, der i årets løb har hjulpet foreningens administration med at udbrede kendskabet til information om urin- og afføringsinkontinens hos voksne og børn.
Foreningens aktiviteter:
Nationalt arbejde:
For at være på forkant med forskning og nye behandlinger inden for inkontinens i Danmark deltager Kontinensforeningens bestyrelse og sekretariatschefen i faglige konferencer, seminarer og undervisning. Samtidig holder bestyrelsen, præsidenten og sekretariatschefen også oplæg eksternt.
Internationalt arbejde:
Kontinensforeningen var med i 2005 til stiftelsen af World Federation of Incontinence Patients (WFIP), og er fortsat medlem. Man kan læse om organisationen på HYPERLINK "http://www.WFIP.org" www.WFIP.org samt på foreningens egen hjemmeside.
Desuden har bestyrelsesmedlemmerne deltaget i konferencer og undervisning i ind- og udland via deres respektive fagorganisationer.
Kontinensforeningens blad – KontinensNyt og hjemmesiden:
Foreningen udgav i 2010 4 KontinensNyt.
Artiklerne har været skrevet af en række fagpersoner med specialviden indenfor de omhandlende temaer. Bestyrelsen og redaktionen er meget taknemmelig for indlæggene, og retter en stor og velment tak til alle, der har taget sig tid til at skrive artikler. Der skal ligeledes sendes en varm tak til de patienter, der har stået frem og via foreningens tilknyttede journalister fra firmaet Redaktionen.dk - Anne Mette Futtrup og Kristian Bang Larsen – har fortalt deres historie til bladet. Disse interviews er til stor hjælp for bladets læsere – patienter, pårørende og fagpersoner, der alle får belyst, hvordan den enkelte har følt sin situation med inkontinens.
En del af de tidligere udgivne temanumre, som ikke længere er på lager, kan downloades via foreningens hjemmeside. De temablade, der stadig findes på hylderne i kontoret, bruges målrettet i informationspakkerne samt til holdundervisning på overbygningen til blandt andet kontinenssygeplejerskenes uddannelse, uddannelse af fysioterapeuter samt på Social- og Sundhedsassistent-uddannelsen.
Medlemsregistrering:
Vi har et nogenlunde konstant antal på omkring 1.500 betalende medlemmer.
Det er stadig ikke mange i betragtning af, at de nyeste tal indikerer, at der er mere end 400.000 danske voksne og børn, der på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af inkontinens. Rigtig mange af de personer, der henvender sig til Kontinensforeningen, melder tilbage, at de er blevet hjulpet via rådgivning og information fra foreningen – og derfor er der en mindre del, der desværre vælger at udmelde sig.
Støt et godt formål:
For de mange voksne og familier, der egentlig gerne vil støtte op om Kontinensforeningen med andet end et medlemskab er der rig mulighed gennem den ny webButik. Her kan man købe unikavarer, der er specialdesignet til Kontinensforeningens Butik – og man kan også donere frivillige beløb herigennem.
Hvert eneste gavekøb glæder et menneske og støtter samtidig Kontinensforeningens fortsatte virke og vil være med til at sikre en del af økonomien i fremtiden.
Bestyrelsens konstaterer, at der også i 2010 glædeligt har været mange henvendelser fra pressen. Flere og flere freelancejournalister henvender sig til kontoret og til de enkelte bestyrelsesmedlemmer og skriver indlæg og artikler i medierne. På den måde forøges antallet af besøgende på Kontinensforeningens hjemmeside til gavn for den enkelte, der kan få faglig information om behandling af inkontinens.
Som medlem kan man vælge at støtte foreningen med et medlemskab – enten som ordinært medlem, som klinik/institutionsmedlem, som firmamedlem, som abonnent af KontinensNyt – eller via frivillige støttebidrag – og nu også via gavekøb.
Hjælp kan også gives gennem anbefalinger og kontakter til private fonde – samt testamentariske gaver. Gode idéer og tilgang til at hjælpe foreningen modtages med stor tak ved henvendelse til bestyrelsen og foreningens administrationskontor.
Økonomi:
Foreningens økonomi har takket være fonde og sponsorer været stabil. Foreningens præsident har sammen med den øvrige bestyrelse og sekretariatschefen fået skrevet samarbejdskontrakter med flere repræsentanter for industrien og har således promoveret foreningens formål overfor disse. Samarbejdskontrakterne kan læses på foreningens hjemmeside.
Der investeres meget tid for at få finansieret informationsprojekter og driften. Såfremt Kontinensforeningen ikke opnår at få mange flere sponsorater og midler, vil der stadig bruges uforholdsmæssig meget tid på fundraising – og denne tid går fra foreningens kerneområde – nemlig at arbejde mere intensivt med eksternt og internt med faglig rådgivning og information om behandling af inkontinens.
Der er afsat meget administrationstid til fundraising. Bestyrelsen må se i øjnene, at da foreningen ikke modtager permanent offentlig støtte, er sponsorater og fondsmidler og nyudvikling af støttekoncepter en absolut nødvendighed, for at få den daglige drift til at hænge sammen. Konsekvensen af svigtende økonomi er lukning. Et stort ønske fra bestyrelsen er, at Kontinensforeningen fremtidigt vil modtage permanent støtte til driften.
Kontinensforeningen møder stor velvilje hos nye og faste støtter – derfor skal der også i år lyde en stor tak til statsautoriseret revisor Henning Ingemann Jensen, firmaet Ernst & Young og til vores eksterne bogholder Bente Olesen for et godt samarbejde og informativ støtte på det finansielle område. Begge har gjort en stor indsats for at få bogføringen og regnskabet struktureret.
Også stor tak til grafisk designer fra Punch Design, Lise Andersen, der udfører det flotte grafiske arbejde med KontinensNyt og pjecer – samt det store arbejde med logistikken bag åbningen af webButikken, som hun har stået for i tæt sparring med sekretariatschef Aase Randstoft.
Bestyrelsen takker også den interne revisor, advokat Carsten Fentz, der ved flere lejligheder har bistået med juridisk rådgivning til sekretariatet. Og endelig sendes også en varm tak til journalisterne Anne Mette Futtrup og Kristian Bang Larsen for deres populære og indfølende patientinterviews.
Afslutningsvis vil jeg takke sponsorerne og de private fonde for årets økonomiske bidrag og støtte – samt rette en varm tak for et kreativt og berigende samarbejde til bestyrelsens medlemmer Mette Bing, Ulla Due, Jette Henriksen, Ulla Kabbelgaard, Laila Ravnkilde Marlet, Lars Alling Møller samt foreningens ny præsident Torsten Sørensen og til sekretariatschef Aase Randstoft.
Bestyrelsen ser frem til, at det nye år bringer flere oplysningsprojekter, initiativer, idéer og kreative tiltag til gavn og glæde for medlemmer, fagfolk og borgerne i Danmark.
Kontinensforeningen arbejder fortsat for at nedbryde tabuet om inkontinens samt udbrede viden om inkontinensbehandling for både patienter, pårørende og professionelle.
På bestyrelsens vegne
12. maj 2011
Lisbeth Andersen Freiberg
Kontinensforeningens formand